“Men det kan man jo ikke gå med i virkeligheden” lyder det ofte fra folk, mens de kigger uforstående på den nyeste McQueen/Vivienne Westwood/Galliano kollektion. Øjnene fulde af spørgsmålstegn, og måske en smule sympati for hende som bruger sin tid og energi på dette fjollede fænomen. Og jo, det er da lige før jeg krøller sammen og fniser en nervøs undskyldning for “er det virkelig ikke en smule overfladisk”? Men det gør jeg heldigvis ikke – jeg slår hånden i bordet og runger: nej! (og tilføjer et eller andet irriterende bedrevidende om at “du forstår det heller ikke”). Fandme nej.
Hvorfor hører vi aldrig den om kunst (“Gud hvor er det overfladisk – det er jo bare en klat maling på et udstrakt stykke stof”) eller musik (“En samling lyde. Whats the big deal?). Jeg har al respekt for den subjektive mening, folk interesserer for forskellige ting, men design er en udtryksform som alle andre, en som efter min mening er meget spændende.
Mode kombinerer behov (vi har brug for tøj til at holde os varme) og udtryk. Nogle designer tøj med højere tilgængelighed og fokus på behov-delen. Tøj man kommer til at bruge og elske, hvor de eneste krav er at det skal være lækkert og cool (Isabel Marant som perfekt eksempel). Og nogle bruger det som afløb for deres vanvid. Laver tøj der fortjener at blive set og værdsat, og som man måske ikke forstår ved første øjekast (Comme des Garcons som perfekt eksempel). Som ved alt kunst er det op til en selv at fortolke og bruge til hvad man vil. Måske bliver man inspireret til at hylde fantasien og lege lidt mere med sit eget udtryk, noget jeg ofte selv glemmer.
Jeg har ikke rigtigt nogen afsluttende pointe, havde egentligt bare brug for at skrive noget ned, som jeg vil huske den dag jeg falder i det grusomme sorte hul af kedsomhed og upersonlig stil. Men hey. Nogle gange skal man bare tage det tøj på der føles godt og simpelt tøj er nu dejligt.
